Ledere under Guds forbandelse

Er det virkelig muligt at Guds forbandelse kan komme over den, der prædiker et ubalanceret og udvandet evangelium? Og kan menighedens ledere blive skyldige i, at mennesker forspilder deres liv og går fortabt, hvis de forkynder et andet evangelium, som f.eks. fortier de “ubehagelige” sandheder?
     Lad os undersøge disse spørgsmål nærmere.

Et evangelium, som medfører forbandelse

I begyndelsen af Galaterbrevet udtrykker Paulus sin forundring over, hvor hurtigt de kristne har vendt sig bort fra det oprindelige evangelium til et andet evangelium. Gal 1:6. Paulus reagerer så stærkt mod dette, at han udtaler Guds forbandelse over dem, der forkynder sådan – og for at forstærke sine ord, gentager han endda, at disse skal være forbandet. Gal 1:8,9. Det forklares også i sammenhængen, hvad der kendetegner dette andet evangelium: Det er et evangelium, som behager mennesker i stedet for Gud. Gal 1:10.
     I Galatermenigheden var problemet, at man havde givet efter for de jøde-kristnes krav om, at en kristen bl.a. skulle være omskåret. Gal 5:11; 6:12. Paulus var så vred over dette, at han kaldte galaterne for tåbelige og uforstandige, Gal 3:1, og senere i brevet udtrykker han stor vrede mod dem, som forvrænger evangeliet og forkynder omskærelse, for han ønsker nemlig, at disse ikke kun vil nøjes med at fjerne forhuden, men i stedet skære så dybt, at de kastrerer sig selv – som grundteksten kraftigt indikerer! Gal 5:12.
     Vi ser altså, at det er muligt at være forbandet, hvis vi vælger at gå på kompromis ved at prædike et budskab, som behager mennesker i stedet for Gud.
     Det er en udbredt opfattelse i de danske frikirkers, at hvis man er kommet til tro på et bestemt tidspunkt i livet, så er det umuligt at miste frelsen. Hvis dét er tilfældet, betyder det ikke så meget, om bibelens “besværlige sandheder” forkyndes, for så er folk jo frelst alligevel, og menigheden behøver ikke at blive advaret. Hvis derimod frelsen er en proces – hvis endelige mål er, at vi når frem til det evige liv med Gud – og hvis der er ting, som gør, at frelsen kan mistes, så er det meget vigtigt, at der advares mod det, som kan hindre frelsen.
     Dette indlæg går ud fra den antagelse, at det er muligt at forspilde frelsen, men hvis du ikke er overvist, kan du selv studere, hvad Ordet i virkeligheden siger om emnet En gang frelst – Altid frelst.

Paulus' tjeneste - en slags opsummering

Da Paulus på sin tredje missionsrejse, er på vej til Jerusalem og går i land i Milet, sender han bud efter lederne fra menigheden i Efesos. Han har tidligere været hos dem i mere end to år, og nu skal han se dem for sidste gang. Act 20:25,38. Helligånden har selvfølgelig inspireret Paulus til at indkalde til dette møde, og da han havde travlt, fordi han gerne ville nå til Jerusalem inden pinse, har han helt sikkert nøje overvejet, hvad der var det allervigtigste at formidle under dette korte gensyn, og lægen Lukas har under Åndens inspiration nedskrevet det, som Paulus valgte at videregive til brødrene. Her skal fremhæves tre ting: 1. At advare/vejlede, 2. forkyndelsen af hele evangeliet og 3. beskyttelsen af menigheden. Act 20:17-38.

At advare
Nu, da vi har studeret emnet En gang frelst – Altid frelst og derfor har indset, at frelsen er en proces, og at denne proces kan afbrydes, så at vi fortabes, vil det i høj grad give mening, at vi advares om de farer, som kan føre os bort fra den vej, som leder til den endelige frelse. Dette lægger Paulus da også stor vægt på under mødet, for i al den tid Helligånden havde udstationeret ham i Efesos, vejledte (advarede) han folket igen og igen. Act 20:31. I denne passage er det godt nok ordet “vejledt”, som bruges i den autoriserede danske bibel, men de fleste engelske bibler – bl.a. den højt skattede “King James Version” – rammer mere præcis, når den i stedet for ordet “vejledt” bruger ordet “warn” – altså det at advare. Det falder også bedst i tråd med Ezekiels Bog, som Paulus sandsynligvis henter inspiration fra. Eze 3:18-21. Ligesom Ezekiel advarede Guds folk mod at praktisere uretfærdighed, for at Gud ikke skulle sende sværdet imod dem, Eze 33:1-9, så fandt Paulus det også nødvendigt til stadighed at advare hjorden, for at de ikke skulle komme ind under Guds vrede.
     Det siges, at over 50% af Paulus’ advarsler har at gøre med falske brødre og den vranglære, som de står for. Dette er da også noget, som han advarer de ældste fra Efesos mod, Act 20:30, og hans breve er fulde af advarsler om vildlederne. Dette så vi ovenfor i Galaterbrevet, Gal 1:6-9, men det nævnes også andres steder. 2Ti 4:3,4; Mat 7:15; 1Ti 6:5; 2Jo 1:10,11. Disse bedragere har i deres liv og forkyndelse legaliseret synden, hvis fatale konsekvenser Paulus advarer mod igen og igen. Rom 6:23; Eph 5:5; 1Co 6:9,10; Gal 5:19,20,21.

Vi ser altså, at en stor del af en leders job er at være på vagt overfor alt det, som ikke stemmer overens med Guds sande og absolutte ord, og samtidig have mod til – i al kærlighed selvfølgelig – at konfrontere synden, og advare mod dens skadevirkninger.

Hvis en bilist kører hen ad fortabelsens brede motorvej, kræver det ikke meget af ham. Han kan læne sig tilbage og styre med én hånd. Sætter han fartpiloten til, kan han endda flytte fødderne fra pedalerne. Det er et let job.
     Kører han derimod op ad frelsens smalle bjergvej, gælder helt andre regler. Han må hele tiden være meget koncentreret og give agt på advarsels-tavlerne, have begge hænder på rattet og også være parat til hurtigt at kunne bremse og undvige, så han ikke kører af vejen, for det kan få katastrofale konsekvenser oppe i bjergene.
     Lederes rolle er at hjælpe dem, som er på frelsen smalle vej, og opmuntre dem til at være årvågne og vejlede dem, så de kan forstå “advarsels-tavlerne”, så at de ikke ender i afgrunden! Og dem, som er på fortabelsens brede vej, må  formanes til at vende om !

Forkyndelse af hele evangeliet
Paulus siger også til lederne, at han er uden skyld i nogens blod, for han har ikke fortiet noget – men forkyndt hele Guds vilje. Act 20:26,27. 1948-udgaven af Den autoriserede Bibel giver en fin forklaring på, hvad udtrykket at “være skyldig i nogens blod” betyder. I fodnoten står der nemlig, at det betyder “evig død og fortabelse”. Et udsagn som i øvrigt er i overensstemmelse med en lang række kommentatorers forståelse. Blandt disse er der også en generel enighed om, at udsagnet “jeg har ikke fortiet noget, men har forkyndt jer alt, hvad der er Guds vilje”, betyder at Paulus ikke er veget tilbage for at forkynde hele evangeliet, også de dele som ikke kildrer folk ører, 2Ti 4:3,4, og som har at gøre med Guds vrede mod synden – og de mennesker, som forbliver i den. Heb 10:26,27.
     Hvis ikke kirkens ledere vil være skyld i folks fortabelse, må de forkynde hele Guds ord, så menigheden opbygges, for det er jo i evangeliet – det fulde – at den frelsende kraft findes! Rom 1:16.

Vogt hjorden
     Da Paulus taler til lederne fra Efesos befaler han også, at de skal tage vare på hele hjorden. Act 20:28. Denne gruppe udgøres af de mennesker, som reelt er født på ny. Jhn 3:3,5. Disse ægte børn har en instinktiv længsel efter at næres ved hele Guds Ord – det fulde evangelium, og samtidig har de en passion for hellighed. De verdslige metoder, som anvendes i nutidens kirker for at tiltrække folk indebærer, at en meget stor procentdel af menigheden består af verdslige mennesker, som forbliver i synden, fordi den udvandede forkyndelse ikke udfordrer dem til at tage et opgør med den og leve et helligt liv.
     Denne stil medfører også, at de ægte børn svigtes. De forsvinder så at sige i mængden af kødelige og lunkne “kristne”. Enten falder de fra og bliver som de verdslige mennesker, der omgiver dem, eller også forlader de flokken, for at finde en bedre græsgang, men fordi det er svært at finde en kirke, hvor hele Guds ord forkyndes og efterleves, bliver de ofte ensomme nomader, som let bliver fjendens bytte
     Selvfølgelig skal vi modtage alle søgende mennesker med kærlighed og varme og give dem tid til at omvende sig, men lederes pligt er også at advare de uvidende om, at hvis de forbliver i synden, har de kurs direkte mod afgrunden? Rom 6:23.
     I øvrigt svigter vi også anden- og tredjegenerations kristne, når forkyndelsen pleaser folk i stedet for at udfordre dem. Selv om mange “gamle kristne” fremviser noble karaktertræk og forholder sig positivt til Kristus, skal der som minimum en ny fødsel til, for at man reelt er kristen. Sandheden er, at i mange tilfælde skyldes deres gode kvaliteter genfødte forældres og bedsteforældres gunstige indflydelse, og hvis de blev udsat for en nærmere inspektion, ville konklusionen i mange tilfælde være, at disse arme mennesker ikke er Guds børn, Jhn 1:12. fordi hans Ånd ikke er i dem, Rom 8:9. Hvis de ikke kommer ud af den falske forestilling om, at deres frelse er sikret, er de i stor fare for at gå fortabt.
     Der er også andre, som lades i stikken, når forkyndelsen er bibelsk unøjagtig. Det er dem, som på et tidspunkt havde en åndelig oplevelse, som blev forvekslet med på-ny-fødselen. De bekendte godt nok, at Jesus skulle være deres herre, og de blev også døbt, men det blev ikke undersøgt, om de også viste tegn på omvendelse. Act 3:19; 2:38. De bærer ikke de frugter, som modsvarer omvendelsen, Mat 3:8, de har ingen passion for hellighed, og for dem er læsning af bibelen er en sur pligt. Lederne må hjælpe disse ulykkelige mennesker til at foretage en selvransagelse, så at det kan godtgøres, om den frelsende tro er tilstede, 2Co 13:5. Der er endda eksempler på folk, som er kommet til en leder, fordi de frygter, at de ikke tilhører Kristus. I stedet for at tage deres ængstelse alvorlig, har de bare sendt dem bort med en forsikring om, at hvis de tror på Jesus og har bekendt Ham som Herre, så er de også frelst. Dette er meget dårligt lederskab, som nedkalder Guds vrede.

Hvordan og hvornår rammer Guds forbandelse?

Hvad vil det sige at være under Guds forbandelse, og hvornår og hvordan rammer den? Læs denne historie, og overvej det selv:

Kongen, bruden og de troløse tjenere
     Der var engang en mægtig konge, som havde udvalgt sig en brud. Hun havde i lang tid været fange hos en ond drage, men på grund af kongens store kærlighed, havde han sat sit eget liv på spil for at redde hende. Efter et drabeligt slag blev dragen besejret, og kvinden blev befriet. Derefter blev hun vasket ren i vand fra den klareste kilde og blev salvet med den kostbareste olie, som fandtes. Til sidst blev hun iført de fineste hvide klæder og ført ind i Kongens slotshave. Her skulle hun bo i et fint hus, men efter brylluppet skulle hun flytte ind i Kongens palads, og så skulle de altid være sammen.
     Før brylluppet skulle finde sted, måtte kongen rejse til udlandet, så han udpegede nogle af sine mænd til at passe på bruden. Det var nemlig meget vigtigt, at brudens renhed og skønhed blev bevaret, så hun var klar til brylluppet, når han kom tilbage. Mændene, som skulle vogte hende, fik også en bog udleveret, så der ikke var tvivl om, hvordan opgaven skulle udføres.
     Kongens tilbagevenden trak i langdrag, og mændene, som skulle vogte den vordende brud, blev efterhånden godt trætte af at vente. Det var de samme gamle instrukser om og om igen. Der var ligesom ikke noget nyt i det, og mændene begyndte at tvivle på, om Kongen virkelig mente, hvad havde sagt. Og havde de i øvrigt ikke selv god forstand på, hvordan bruden burde se ud?
     Så tog de klæderne af hende, og hun fik stramt tøj på, som passede meget bedre ind i tiden. Hendes ansigt blev også malet efter sidste nye mode, og mændene i kongeriget, syntes at hun var meget tiltrækkende. Kun nogle ganske få gamle mænd syntes, at hun lignede en skøge, men de havde intet at skulle have sagt.
     Pludselig kom kongen tilbage. Da han så, hvad der var sket med bruden, blev han først dybt chokeret og derefter blev han meget, meget vred. Han befalede derfor, at mændene, som skulle have vogtet bruden, skulle…?

Guds forbandelse var over menigheden i Galatien, hvor det var jøderne, som forkynderne forsøgte at behage. I nutidens kirker i Danmark er det de kødelige kristne og de søgende, man gerne vil gøre tilpas. Gal 1:10.
     Gud vil, at der skal være en skarp grænse mellem Hans disciple og den verden, som omgiver os. Selv om vi er i verden, skal vi ikke være af verden. Jhn 17:15,16. Helligånden befaler, at vi skal skille os ud fra de vantro 2Co 6:17,18 og kræver, at vi vælger side, 1Ki 18:21, for det er umuligt at være Guds ven og verdens ven samtidig. Jam 4:4. Men nu om dage trækkes denne grænse stort set ikke.
     Der bruges også verdslige metoder til at tiltrække folk. Musikken rettes til, så den ligner verdens musik. Der indføres lysshow, ja endda tågemaskiner anvendes, og der lægges stor vægt på, at samle penge ind til alt for mange menneskeskabte projekter. Også prædikestilen er hentet fra verden, og minder ofte om standup-komedie. Den lækre coffee-shop er også blevet introduceret mange steder. Ja! Der er endda kirke, hvor der er en bar, hvor der udskænkes alkohol. Dette er en hån mod dem, som Herren har reddet ud af alkoholismens klør. Ofte er ledelsesstilen hierarkisk – ligesom i verden – og dette er med til at fremme en “dem-og-vi-kultur”. I stedet for at kirken styres gennem en gruppe af ældste, som bibelen anviser, er det ofte en enkelt stærk mand, som regerer – ligesom i et verdsligt firma. Kendte mennesker interviewes også om deres såkaldte tro, Af og til prædiker de også, selv om det er tydeligt, at Guds liv ikke er i dem. Der anvendes oftest en “feel-good” prædikestil, som kildrer ørerne og ikke støder nogen. 2Ti 4:3,4, og åbenlys synd adresseres ikke gennem udøvelsen af kirketugt Mat 18:15-18. Emner som hellighed, dom, Helvede, Guds vrede osv. bandlyses, for man skulle jo nødig fornærme folk, eller få dem til at føle sig utilpas.
     Folket er i centrum i stedet for Gud, og gudstjenesten bliver gjort til en menneske-tjeneste! Skal vi tro Galaterbrevet, fremkalder forkyndelsen af dette andet evangelium – som behager mennesker mere i stedet for Gud – forbandelse!

Hvad så nu?

Hvis ledere når til den erkendelse, at de har forkyndt et beskåret evangelium, som har vakt Guds mishag, kan de selvfølgelig lade som ingenting og bare fortsætte med den søgervenlige forkyndelse og alle kirkens programmer, for disse kan sagtens køre videre, selv om Helligånden stort set har forladt menigheden. Men man kan også vælge at lægge stilen om og søge at vende Guds vrede bort og vinde hans velbehag ved at forkynde det oprindelige evangelium.
     I den forbindelse er der brug for profetens assistance. Denne må have en stærk forankring i Guds Ord og gennem Åndens ledelse have en klar forståelse for, hvad det er Herren vil sige til sin kirke, så at han kan være med til at nedrive det, som er menneskeværk og i stedet opbygge det, som er Guds værk. Hvis det ikke er muligt blandt menighedens ældste at finde en med en profets kunnen, er det vigtigt at kalde en ind udefra for at få jobbet udført. Kun i sjældne tilfælde kan dette arbejde udføres af præsten. Hans job vil snarere være at trøste hjorden efter profetens kærlige men også hårde og nødvendige tale. Lærerens tjeneste vil i den sammenhæng bestå i at blåstemple det, profeten har sagt, og stadfæste det over for menigheden. Eph 4:11.
     Nogle vil nok spørge: “Kommer sådan en proces ikke til at gøre ondt”? Helt sikkert! På grund af den bibeltro forkyndelse vil mange helt sikkert forlade kirken, men det vil være de lunkne kristne, som ikke ønsker at være sande disciple – dem, der ikke er interesserede i at gå hele vejen med Gud for at nå frem til frelsen. Og Guds vrede vil ikke længere være over menigheden. I stedet vil den være under hans velsignelse, og Ånden vil komme stærkt tilbage, fordi der bygges på Ordet. Da vil der være et stærkt potentiale for at vokse og producere de frugter, som han vil frembringe i os!

Det forventes, at vi går ind i en tid, hvor Gud vil iværksætte en vækkelse, og derfor er det nødvendigt, at kirkens ledere implementerer forkyndelsen af det fulde og oprindelige evangelium – det, der medfører Guds velsignelse, som jo er en forudsætning for vækkelse. Sker dette ikke, vil de, som er Kristi sande disciple, blive kaldet til at forlade de lunkne menigheder og deltage i andre kirkestrukturer, hvor hele Guds vilje forkyndes og adlydes. Normalt skulle bruden føres fra verden og ind i kirken. Det havde været Guds bedste. Men hvis kirken er blevet som verden, vil bruden blive ført den modsatte vej: Ud af kirken! Lyset og saltet vil forsvinde fra en sådan menighed, og Helligåndens tilstedeværelse vil være borte – eller i hvert fald stærkt reduceret! Det vil blive en “Ikabod-kirke”, om hvilken det kan siges: “Herligheden er forsvundet”!e

Emner, som bør opprioriteres

Her er nogle forslag til emner som bør opprioriteres, hvis forkyndelsen af evangeliet skal blive hel og velafbalanceret:

  • Frelsen som en proces. 1Pe 1:5
  • Lydighed. Heb 5:9
  • Sejr over synd. Rev 3:21
  • Hellighed. Heb 12:14
  • Dom. Heb 6:2
  • Omvendelse. Heb 6:1
  • Gudsfrygt. Luk 12:5
  • Kirketugt. Mat 18:15-17

Det kan ikke undgås, at en artikel som denne kan synes lidt hård – alene titlen er lige til kanten. Jeg har dog gjort det i en god mening, og efter bedste evne har jeg fremlagt det, som jeg tror, Gud har lagt på mit hjerte. Hvis dette er fra Gud, er jeg nødt til at viderebringe det, for ikke at pådrage mig skyld. Eze 33:6. Og hvis det er Guds vilje, at ledere skal forkynde et helt og ubeskåret evangelium, er de også nødt til at gøre det, så de kan have rene hænder, Act 20:26,27, for i evangeliet – altså det fulde – findes jo, den kraft, som frelser Rom 1:16 os fra synden. Mat 1:21. 
     Kirkeledere burde fraskrive sig retten til selv at bestemme hvilke dele af evangeliet, der virker, og i stedet lade Herren regere. Så kunne hans tjenere – gennem forkyndelsen af det fulde evangelium – at bygge Jesu Kristi kirke, Mat 16:18, og nutidens ledere, som er stressede og slider sig selv op ved forgæves at bygge i egen kraft, Psa 127:1, kunne lægge denne byrde på Kristus Mat 11:28,29 og hvile fra egne gerninger, Heb 4:10. Dette ville være at behage Gud frem for mennesker. 1Th 2:4.
     Ledere kunne så lade det hele evangelium være løsningen på folks problem med synd, for hvis en bror eller søster lider af synds-betændelse, er det misforstået kærlighed, at give den syge en kalkpille overtrukket med sukker, når det, der i virkeligheden er behov for, er antibiotika, som ganske vist smager grimt og er hård at fordøje, men helbreder den syge!

“Hvis kirkens ledere vil vende Guds vrede bort og undgå at blive krævet til ansvar for at dyrebare sjæle går fortabt, er det nødvendigt, at det fulde evangelium bliver forkyndt, for i det findes Guds kraft, som er i stand til at give evigt liv”.