En gang frelst – altid frelst?

Doktrinen “en gang frelst – altid frelst” udtrykker den idé, at hvis et menneske først er blevet født på ny, så er der intet, som kan hindre, at frelsen mistes. Denne idé dukkede først op omkring reformationen, hvor dens bedst kendte fortaler på verdensplan var Calvin. I kirkehistorien, der gik forud, var det ikke en anskuelse, som blev forkyndt. Tvært imod kan man se i litteraturen, at frelsen blev betragtet som en vej, og at det var muligt at falde ud af frelsen. For eksempel hvis bevidst synd blev accepteret og udviklede sig til en livsstil. Er det ikke mærkeligt, at den påståede doktrin “en gang frelset – altid frelst” ikke bliver nævnt i 1500 års kirkehistorie?¹ Hvis man tog en mand, som lige var blevet født på ny, og isolerede ham fra andre kristne og deres påvirkning i et år, og lod ham studere bibelen helt alene, er jeg overbevist om, at han ikke, når tiden var gået, ville være fortaler for denne doktrin. Tværtimod ville han indse, at vi skal opfylde visse betingelser for at nå frem til det evige liv. Personligt kan jeg ikke forstå, hvordan man kan læse det Ny Testamente og få det indtryk, at det er acceptabelt at have en livsstil, som indbefatter bevidst synd og så samtidig mene, at frelsen er sikret. Jeg mener, at det et er meget farligt at forkynde dette dogme. Det får nemlig kristne til at tage let på synden, for hvis man ikke kan forspilde frelsen, så kan det jo være lige meget, hvad vi gør, og alle de advarsler, som bibelen giver, spildte. Hvis præster eller andre forkyndere fastholder en-gang-frelst-altid-frelst-teorien, og det viser sig, at de har taget fejl, så at frelsen alligevel kan forspildes, kan det vise sig, at der har rigtig meget blod på deres hænder, fordi de ikke har advaret menigheden om at omvende sig fra syndens farlige konsekvenser for frelsen!
     Lad os først se på de argumenter, som fortalerne for doktrinen “en gang frelst – altid frelst” fremhæver.

Argumenter for  “en gang frelst – altid frelst”
     At troen er en forudsætning for frelsen ser vi f.eks. også i Johannes-evangeliet, hvor der står, at “enhver, som tror, skal have evigt liv i ham. For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn”. Jhn 3:15,16,17,18.
     Mange kristne forstår denne meget berømte passage som noget, der skete i fortiden, men Johannes skrev jo ikke: ”den som troede på Ham”. Nej! Verbet er i nutid, og på oldgræsk betegner nutid desuden som hovedregel noget, der er vedvarende – som sker igen og igen. På engelsk kaldes det ofte “continous present tense, og på dansk kunne det hedde “kontinuerlig nutid”. Fire ud af fem gange, som ordet “tro” nævnes i denne bibel-passage, står verbet i præcis denne tid, så en bedre oversættelse af ovenstående passage ville være: …”for at enhver, som bliver ved med at tro, skal have evigt liv i ham. For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som bliver ved med at tro på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der bliver ved med at tro på ham, dømmes ikke; den, der ikke bliver ved med at tro, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. For os, som ikke er skolet i oldgræsk, er det muligt at læse mere om græske udsagnsord her – eller på andre lignede sprogvidenskabelige sider.
     En anden ting, som fortalerne for dogmet “en gang frelst – altid frelst” også fremhæver er, at intet kan skille os fra Gud. Rom 8:38,39; Jhn 10:28; Jhn 6:39. Men “jeg” bliver ikke nævnt her. Sandheden er, som vi skal se senere, at vi selv kan være skyld i, at vores frelse forspildes. Nogle refererer også til Judasbrevet, hvor der tales om ”Ham, som formår at værne jer mod fald og stille jer over for sin herlighed”. Jud 1:24. Det er selvfølgelig skønt, at Gud vil beskytte os mod at falde, men blot tre vers tidligere skrives der, at vi skal bevare os selv i Guds kærlighed, mens vi venter på, at vor Herre Jesu Kristi barmhjertighed fører os til evigt liv. Samtidig med, at Gud vil værne og bevare os fra at falde, formaner Han os til at bevare os selv i kærligheden. Jud 1:21. Det beror altså ikke kun på Gud men også på os. Læg i øvrigt mærke til, at vi skal vente på at føres til det evige liv. Her tales der til kristne, som skal føres hen til evigt liv. Selv om vi har påbegyndt vandringen på frelsens vej, er vi ikke blevet ført helt frem endnu. Det venter vi på at blive.
     De mange, som tror på teorien “en gang frelst – altid frelst”, plejer også at hævde, at vores gerninger er uden betydning for vores frelse og henviser bl.a. til, at vi frelses af nåde ved tro. Det skyldes ikke os selv og vores gerninger. Eph 2:8,9; Rom 3:28. Det er selvfølgelig helt rigtigt, når det drejer sig om retfærdiggørelsen og den nye åndelige fødsel, men herunder vil vi se på argumentere for, at frelsen – udover retfærdiggørelse – består af to andre elementer, nemlig helliggørelse og herliggørelse. Selv om der kun findes én frelse, består den af disse tre uadskillelige dele. Når Paulus taler om frelsen i datid, sigtes der til retfærdiggørelsen, som fås alene ved troen, men når han taler om frelsen i nutid og fremtid, er vores gerninger inkluderet. Tænk på de forskellig steder, som opremser alle de dårlige gerninger, som hindrer os i at få del i Guds rige. Gal 5:19,20,21: 1Co 6:9,10; Eph 5:5. Er dette ikke i sig selv et stærk argument for, at vi er nødt til at gøre de gode gerninger, som udelukker de dårlige, så at vi kan få adgang til Himmeriget? Her menes selvfølgelig ikke de (lov)gerninger, som søger at opfylde Moseloven, for det er helt klart, at de ikke retfærdiggør eller frelser noget menneske, Rom 3:24; Gal 2:16, men i stedet den type gerninger Jakob omtaler, når han siger, at uden gerninger er troen død. Jam 2:17. Det er den type gode gerninger, som strømmer ud af et hjerte, som er blevet gjort levende, og som har en gudgiven lyst til at gøre Hans gode vilje. Eze 36:26,27. Gerninger, som søger at opfylde Kristi lov – ikke Moses’ lov. Hvis vi anskuer sagen på denne måde, er Paulus heller ikke i konflikt med Jakob, når han siger, at gerninger er medvirkende for at opnå frelse. Jam 2:14.
     På grund af dette med gerningerne havde Martin Luther det meget svært med Jakobs Brev, for han siger jo, at uden gerninger er vores tro død. Jam 2:17. Luther omtalte brevet som ”hø og strå” og mente en overgang, at det ikke burde være en del af Bibelen. Selv om den gamle helt genrejste åbenbaringen om, at vi retfærdiggøres alene af troen, Rom 1:17, så skriver han alligevel i sin introduktion til Romerbrevet: “Det er lige så umuligt at adskille tro og gerninger, som det er at adskille varme og lys fra ild”.² Det kunne godt lyde, som om han alligevel giver Jakob ret.

Frelse i datid, nutid og fremtid
     Om lidt vil vi se på, hvad Jesus har at sige om frelse og om den kan forspildes, og dernæst hvad der står i epistlerne om emnet. Men først er det godt at vide lidt om de tider verbet frelse optræder i, for at læseren kan have det i erindring.

Datid: Retfærdiggørelse = Gud frelste os fra syndens straf. Guds liv vil fylde vores ånd med sit liv.
     I de tre nedenstående citater er verbet ”frelse” i datid, og alle understreger fraværet af vores egne gerninger.

  • Han frelste os og kaldte os med en hellig kaldelse, ikke på grund af vore gerninger, men efter egen beslutning og af den nåde, som var givet os i Kristus Jesus… 2Ti 1:9.
  • frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig… Tit 3:5.
  • For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Eph 2:8. (New International Version: You have been saved. På græsk udtrykker verbet her, at frelsen skete i fortiden, men at vi stadig er i en tilstand, hvor vi frelses).
         Altså: Gud frelste os fra syndens straf ved retfærdiggørelsen.

Nutid: Helliggørelse = Gud frelser os fra syndens kraft. Guds liv vil ikke kun fylde vores ånd men også vores sjæl med sit liv.
     I følgende tre bibelvers refereres der til ”frelse” i nutid, og her er vores gerninger bevis for at vores tro er ægte, og en betingelse for at frelsen fastholdes:

  • Derfor, mine kære, I, som altid har været lydige: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelsePhp 2:12.
  • Aflæg derfor al urenhed og al den megen ondskab, og tag med sagtmodighed imod det ord, som er indplantet i jer, og som kan frelse jeres sjæle. Jam 1:21.
  • Brødre, jeg vil gøre jer bekendt med det evangelium, som jeg har forkyndt jer, det, som I også har taget imod, som I også står i, og som I også frelses ved, hvis I da holder fast ved det ord, hvormed jeg forkyndte jer det – ellers var det til ingen nytte, I kom til tro. 1Co 15:1,2.
         Altså: Gennem helliggørelsen frelses vi ved Guds kraft fra syndens magt.

Fremtid: Herliggørelse = Gud vil frelse os fra syndens tilstedeværelse. Guds liv vil ikke kun fylde vores ånd og sjæl men også vores krop.
     I nedenstående skriftsteder tales der om vores fremtidige frelse:

  • For nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro. Rom 13:11.
  • Og ligesom det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes, sådan er Kristus ofret én gang for at bære manges synder og vil anden gang komme til syne, ikke for syndens skyld, men for at frelse dem, som venter på ham. Heb 9:27,28.
  • (Vi) som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid. 1Pe 1:5.
  • Ja, Herren vil fri mig fra alt ondt og bringe mig frelst ind i sit himmelske rige. 2Ti 4:18.
         Altså: Til sin tid, hvis vi når frem til opstandelsen fra de døde Php 3:11 – og vores herliggørelse finder sted Col 3:4 – vil Gud frelse os fra syndens nærvær, for Han vil gengælde enhver efter hans gerninger: Dem, som har gjort det gode, vil han gengælde med evigt liv. Rom 2:6,7.

Før vi går videre, skal det præciseres, at den fulde frelse altid vil bero på Guds nåde og den tro, som han vækker til live i os. På et sted i bibelen, hvor der står, at vi ikke frelses gennem vores gerninger, Eph 2:8,9, står der i næste vers, at vi blev skabt til at gøre gode gerninger. Eph 2:10. Gerninger er absolut nødvendige, når vi i lydighed mod Gud og ved Åndens kraft arbejder på vores sjæls frelse, således at livet, som er kommet ind i vores ånd, må blive etableret i vores sjæl. Php 2:13,12.
     Når vi gennemlever helliggørelsens frelsende proces, må vi udover troen også have nåden, som altid vil være nødvendig, for på grund af vores svaghed fejler vi mange gange og har brug for Guds tilgivelse, og også den kraft som findes i nåden, og som gør os i stand til at fortsætte med at leve helligt. Der skal utrolig meget til at bryde kærligheds-relationen med vores Far, men hvis det at synde bliver en livsstil, har vi – som vi skal se i det efterfølgende – et meget stort problem! 

Jesus - om det at fejle

To dage inden Jesus skulle korsfæstes, sad Han på Oliebjerget og underviste sine disciple. Det må formodes, at dette, som er noget af det sidste han forkynder før sin bortgang, er meget vigtigt. Disciplene havde bl.a. spurgt ham om, hvad tegnet på hans genkomst og verdens ende ville være. Mat 24:3. Det første Jesus siger, er at de skal passe på ikke at blive ført vild – det vil nemlig ske for mange. Mat 24:5,6,11. Han advarer også om, at i endetiden vil hans følgere opleve så stærk modstand, at mange vil falde fra, Mat 24:10, men siger dog, at de, der holder ud til enden, skal blive frelst. Mat 24.13.
     Vi ser altså, at selv blandt Jesu nærmeste vil det være muligt at blive ledt på afveje og at falde fra.

De årvågne tjenere
     Derefter fortsætter Jesus med at fortælle lignelsen om de årvågne tjenere og fortæller disciplene, at de skal være vågne og parate mens de venter, for de ved ikke, hvornår han kommer tilbage. Mat 24:42,44. Han taler om en tro og klog tjener, som af sin herre er sat til at give hans folk deres kost i rette tid og siger, at den tjener, som er i færd med at gøre dette, når hans Herre kommer, skal være salig, men den, som ikke lever i denne årvågne parathed og gør noget andet end sin Herres vilje, ham skal det gå meget dårligt: Han skal hugges ned og dele skæbne med hyklerne – hvor der er gråd og tænderskæren. Hvor frygteligt det må være at være indsat til at give Herrens folk mad (Ordet?) og så svigte opgaven og blive forvist til mørket.
     Når vi studerer bibelen, er det altid nødvendigt at overveje til hvilken gruppe af mennesker, der tales. Her er det jo stadig Jesu allernærmeste disciple, som får denne alvorlige advarsel – ikke kun fordi de senere skal videregive den, men også fordi de selv kunne komme ind i en tilstand af ukoncentreret sløvhed.

De ti brudepiger
     På oliebjerget fortæller Jesus også lignelsen om de ti brudepiger. Igen er temaet årvågenhed. De kloge piger var velforsynede med olie, så da Brudgommen kom ved midnat, var de parate og gik med ham ind i bryllupssalen. Derefter blev døren lukket. Det er en almindelig antagelse, at olien symboliserer Helligånden, men uanset hvad det betyder, læser vi, at de fem tåbelige brudepigers lamper var ved at gå ud. Da de indså alvoren i deres forsømmelse – at de manglede olie – forsøgte de at gøre det godt igen, men da var det for sent. Selv om de mente at kende Herren og forventede at blive lukket ind til brylluppet, var Hans respons: ”Jeg kender jer ikke”. Disse tåbelige piger havde ikke været påpasselige! Mat 25:1-12.
     Det må være forfærdeligt at møde op til den fest, som betyder alt, og stå udenfor og kalde “Herre, Herre” og så blive afvist, fordi man har sløset og ikke gjort dét, som Kongen har befalet.

Kongesønnens bryllup
     Bryllups-temaet går igen i lignelsen om Kongesønnens bryllup, hvor det guddommelige skal til at indgå den ultimative forening med det menneskelige. Mat 22:1-14. Under festen får Kongen øje på en, som ikke havde bryllupsklæder på. Der er forskellige meninger om, hvad dette betyder, men det er altid en god idé at lade bibelen forklare bibelen, og i Johannes’ Åbenbaring står der, at vi skal ”glæde os og juble og lovprise Ham, for nu skal Lammets bryllup stå, og Hans brud har gjort sig rede, hun har fået givet at klæde sig i lysende rene linnedklæder – for linnedklæderne er de helliges retfærdige gerninger”. Rev 19:7,8. I udtrykket ”bruden har gjort sig rede”, møder vi igen idéen om at gøre noget for at blive parat til foreningen med Kristus. Bryllupsklæderne er de lysende og rene linnedklæder, som er de helliges retfærdige gerninger. Efter at Kongen har beordret, at manden uden klæder skal kastes ud i mørket – der hvor der er gråd og tænderskæren, erklærer Han, at mange er kaldet, men få er udvalgt! Den afviste deltager var kaldet til at gøre sig rede, og iklæde sig bryllupstøjet, ved at udføre de helliges retfærdige gerninger, men udvælgelsen fandt ikke sted, fordi han havde sjusket med arbejdet! Han havde negligeret sin helliggørelse.

De betroede talenter
     Efter, at Jesus på Oliebjerget har berettet om de årvågne tjenere og bryllupspigerne, fortæller han lignelsen om de betroede talenter. Mat 25:14-30. De to første tjenere havde været gode og tro. De havde fået det, som var blevet dem betroet, til at blive til mere. Den, som havde skjult sin talent og gemt det, som var blevet ham betroet og ikke gjort noget med det, kalder Herren for doven og uduelig og befaler, at han skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. (Seks gange i Matthæus bruger Jesus det forfærdende udtryk).
     Gad vide hvor doven og uduelig man skal være, for at miste løftet om frelse? Lad os frygte ham, som trækker grænsen og kan lade legeme og sjæl forgå i Helvede! Mat 10:28.

Verdensdommen
     Den sidste undervisning på Oliebjerget handler om verdensdommen, og igen er temaet dét, som ikke blev gjort – og som blev gjort. Her siger Jesus bl.a., at de, der har undladt fra at gøre hans vilje – som bl.a. er at give de sultne mad (Ordet?) – er forbandede, og at de skal gå bort fra ham til den evige straf i den evige ild. Mat 25:41,46.
     En frygtelig straf venter de menneske, som ikke gør Herrens vilje!

Vintræet
     I Johannes-evangeliet siger Jesus, at han er vintræet, og at vi er grenene. Hvis vi forbliver i ham, og han i os, vil vi bære megen frugt. Om det menneske, der af en eller anden grund ikke bliver i ham – og derfor ikke kan bære hans frugter, siger Jesus, at han skal kastes væk som en gren og visne, samles sammen og kastes i ilden for at blive brændt. Jhn15:1-8. Det lyder bestemt som om, at Helvede venter den, som ikke bærer frugt. Hvor meget frugt skal vi bære for at få Jesu anerkendelse? Kun Herren ved det, så vi må til stadighed gøre alt, hvad vi kan for at forblive i Kristus og sætte de frugter, han ønsker.

Sædemanden
     Nogle af de ting, som kan hindre os i vedblivende at være i Kristus og bære frugt, er beskrevet i lignelsen om sædemanden. Jesus forklarer, at den sæd, som bliver sået, er Guds Ord. Der er fire slags mennesker i fortællingen – symboliseret ved fire forskellige typer jordbund – som modtager sæden. Den første er dem, hvor Satan straks kommer og stjæler ordet, for at de ikke skal tro og blive frelst. Luk 8:12. Anden kategori er dem, som modtager Guds ord med glæde, men når der kommer prøvelser og forfølgelser, falder de fra troen, fordi ordet ikke har slået rod. Tredje variant er dem, hvor livets bekymringer, rigdommens bedrag og nydelser kvæler ordet, så at det ikke bærer frugt. Det er altså muligt at tage imod ordet med glæde og være i den frelsende tro for en tid og så alligevel at miste det hele. Kun en enkelt af de fire lykkes, nemlig der hvor ordet er sået i den gode jord. Det er dem, der hører ordet, fatter det, bevarer det i et smukt og godt hjerte, er udholdende og bærer frugt. Mat 13:1-23; Mark 4:1-20; Luk 8:4-15. 
     Den, der forlader troen, forlader selvfølgelig også alt det, som fås gennem troen – herunder frelsen. Det gælder virkelig om at blive i troen – uanset modstanden. Act 14:22.

Den, der sejrer
     Apostlen Johannes siger, at alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden; og den sejr, som har overvundet verden, er vores tro. 1Jhn 5:4. I Åbenbaringen, i kapitel 1 og 2, taler Jesus igen om dette at sejre. Han lader Johannes skrive til syv forskellige menigheder, som alle hilses med ordene “den der sejrer”. Der er utroligt stærke løfter knyttet til dette ”at sejre” over verden og al dens synd. Her vil jeg kun fremhæve to:
      1) ”Den, der sejrer, skal klædes i hvide klæder, og jeg (Jesus) vil aldrig slette hans navn af livets bog, men vedkende mig hans navn over for min fader og hans engle”. Rev 3:5. Selv om vi på et tidspunkt er blevet skrevet ind i Livets Bog, kan vores navn tilsyneladende slettes af den, så at vi mister vores frelse. Allersidst i bibelen møder vi igen den sandhed, at man kan slettes af livets bog. Vi læser nemlig, at hvis nogen trækker noget fra ordene i denne profetiske bog, vil Gud fratage ham hans del i livets træ (King James Version: ”the book of life”). Rev 22:19. Hvor frygteligt!
     Kan det i øvrigt tænkes, at den leder, som i sin søgervenlige forkyndelse trækker noget fra bibelens andre bøger – ved at prædike et udvandet evangelium – ud over at være forbandet, Gal 1:8,9 som vi så til indledning, er i fare for på at miste adgangen til det evige liv? Rev 3:5.
     2) Ud fra de gerninger som menigheden i Laodikea gjorde – eller undlod at gøre, afgør Jesus, at de er lunkne, og hvis de ikke sejrer ved at omvende sig, vil han spytte dem ud af sin mund. Ligesom i mange kirker i Danmark, troede folkene i denne menighed, at de er rige, og at de havde alt og ikke trængte til noget. Men faktum var, at de er elendige og ynkværdige, fattige, blinde og nøgne. Hvordan mon Jesus bedømmer tilstanden i vores kirker?
     Læg i øvrigt mærke til, at Jesus stod udenfor døren. Han var ikke indenfor, som han burde have været. Rev 3:15-21. 

Den snævre vej og den smalle port
     Sandheden er, at det ikke er så let at opnå frelse, som vi almindeligvis forestiller os. Det er nemlig langtfra nok at forholde sig positivt til Jesus og på et tidspunkt i fortiden at have bekendt ham som herre, hvis ikke dette har været ledsaget af en syndserkendelse Jhn 16:8 og en omvendelse, som beviser sin ægthed ved at gøre de gerninger, som omvendelsen kræver. Act 26:20. Jesus siger det meget radikalt med ordene: “Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den“. Mat 7:13,14. Dette udsagn er endnu et i en lange række af skriftsteder, som indikerer, at frelsen ikke bare er garanteret, fordi vi én enkelt gang i fortiden har troet at Jesus lever og bekendt ham som Herre. Her taler Jesus i Bjergprædiken til folk, som tror på ham – ikke til dem udenfor troen.
    Læg i øvrigt mærke til, at Jesus taler om det evige liv som en vej, vi skal vandre ad. En strækning skal tilbagelægges – et arbejde udføres – før vi kan gå gennem den snævre port og nå i mål. Igen ser vi at frelsen er en proces.

Lidt mere…
     Efter at Jesus har fortalt om den snævre vej og den smalle port, advarer han sine tilhængere mod falske profeter, og efter den advarsel siger han: “Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn”? Og da vil jeg sige dem, som det er: “Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I, som begår lovbrud”! Mat 7:21,22,23. Her er der tale om en gruppe mennesker, som havde en forventning om at blive lukket ind i Himmeriget, men selv om de opremsede store gerninger, som de havde gjort, så havde de ikke gjort Faderens vilje og blev derfor bortvist. De havde nok snarere gjort det, som de selv syntes, de burde gøres.
     I det efterfølgende afsnit, i samme kapitel, taler Jesus igen om, hvor vigtigt det er at gøre noget. Han siger nemlig, at enhver, som hører hans ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Hans hus kunne modstå stormen, fordi han ikke kun hørte ordet – men gjorde ordet. Mat 7:24-27; Jam 1:22.

Altså:
     Hvis ikke vores gerninger har nogen betydning for vores frelse, hvorfor skulle Jesu så igen og igen betone, vigtigheden af det vi gør – eller ikke gør, samtidig med, at han advarer os om de frygtelige konsekvenser, det kan få for os, hvis vi svigter? Hvorfor alle disse dybt alvorlige advarsler, hvis vores gerninger ikke betyder noget, hvis ikke noget kan gå galt, og vi ikke kan forspilde retten til det evige liv?
     Hvis du efterhånden er blevet overbevist om, at frelsen er en proces, og at den kan mislykkes, er det igen muligt at scrolle ned til boksen med konklusionen – men hvis du vil have endnu flere argumenter, præsenteres nedenfor udvalgte skriftsteder fra epistlerne, som sætter betingelser for os, hvis vi skal nå frem til det evige liv. Husk i øvrigt, at samtlige epistler er skrevet til os, som er i troen – ikke til dem udenfor!
     Før vi går til brevene, får Jesus lige to replikker:

  • ”Ja, jeg kommer snart, og med mig min løn, for at gengælde enhver, som hans gerning er. Rev 22:12.
  • ”Men den, der holder ud til enden, skal frelses”. Mat 24:13; 10:22.

Epistlerne - om det at fejle

Vores gerninger dømmes
     Selv om det er troen og ikke vores gerninger, som retfærdiggør os, Rom 4:5; Eph 2:8,9, så er det altid vores gerninger, vi dømmes for – eller de gerninger, vi undlader at gøre. Det så vi også ovenfor i fortællingen om verdensdommen. Mat 25:31-46. Ja! Tro uden gerninger er lige så død som et legeme uden åndedræt, Jam 2:26, så her lige en opremsning af nogle skriftsteder, som alle bekræfter, at vi dømmes på vores gerninger. Jeg går dog ikke ind i en diskussion om de nærmere omstændigheder ved dommen, for her ønsker jeg kun at understrege vigtigheden af vores gerninger: Rom 2:6; Mat 16:27; 2Co 5:10; 1Pe 1:17; Jhn 5:29; Rev 20:12; Rev 22:12; Psa 62:13; Jer 17:10;
     Det er meget vigtigt at vi er Ordets gørere, ellers bedrager vi os selv. Jam 1:22. 

At forblive i synden
     I Jakobsbrevet siger apostlen til sine trosfæller: “Mine brødre, hvis en af jer forvilder sig bort fra sandheden, og en anden får ham til at vende om, skal han vide, at den, der får en synder til at vende om fra den vildfarelse, han lever i, frelser hans sjæl fra døden og skjuler mange synder”. Jam 5:19,20. Her taler Jakob om en af brødrene, som forvilder sig bort fra sandheden (Jesus er Sandheden!). Det vil sige, at en bror – altså en kristen, som har hjemme i samme frelsende tro som ham selv, kan forvilde sig bort, og hvis ikke han bliver reddet fra syndens vildfarelse, kan hans sjæl dø. Her menes selvfølgelig ikke sjælens fysiske død, for den eksisterer evigt, men sjælens åndelige død – det som i bibelen kaldes “den anden død”. Rev 21:8. Dette er en meget alvorlig advarsel om, hvad synden kan gøre ved os, hvis den tager overhånd, og vi ikke får gjort op med den. 
     Det er nemlig sådan, at hvis vi synder med vilje, efter at vi har lært sandheden at kende, findes der ikke længere noget offer for vores synder – tilbage er kun en frygtelig forventning om dom… Heb 10:26-27. Her er der selvfølgelig ikke tale om det, at vi falder i synd en enkelt gang, for det sker for os alle, men det, at vi synder med vilje – selv om vi har lært sandheden at kende – og kommer ind i en livsstil, hvor vi har tilladt synden at blive herre over os. Hvis vi ikke omvender os og i stedet forbliver i en sådan tilstand af synd, kan vi forvente en frygtelig dom! Måtte vi alle finde visdom til at vejlede sådanne stakler og sikre os, at vi ikke selv havner i en lignende situation.
     Nej! Hvis mennesker gennem erkendelsen af vor Herre og frelser, Jesus Kristus, har gjort sig fri af verdens urenhed, men igen lader sig besnære og overvinde af den, er det sidste værre for dem end det første. 2Pe 2:20. Ordet ”erkendelsen” (af vor Herre) understreger, at der her kun kan være tale om en kristen, for i grundteksten betyder dette ord ”en mere nøjagtigt og dybere erkendelse”. Kun et menneske, som er født på ny, kan have denne form for erkendelse af Herren, og i øvrigt er en ikke-kristen ude af stand til at gøre sig fri af verdens urenhed ved egen hjælp. Det kræver nemlig hjælp fra Helligånden, som jo kun en ægte kristen har adgang til. Rom 8:13. Det er slemt som ufrelst ikke at kende Jesus, men det er langt værre at have lært ham at kende for derefter at miste fællesskabet med ham, fordi vi tillader synden at overvinder os. Lad os derfor hver dag formane hinanden, for at ingen af os skal blive forhærdet ved syndens bedrag. Heb 3:13.

At falde fra
     Ånden siger udtrykkeligt, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, fordi de lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme. 1Ti 4:1. Hvordan skulle man kunne falde ud af troen, hvis man ikke på et tidspunkt er kommet ind i den?
     I Hebræerbrevet formanes brødrene (det vil sige de troende!) til at se til, at der aldrig i nogen af dem skal være et ondt, vantro hjerte, så der sker frafald fra den levende Gud. Heb 3:12. Vi ser her – som i lignelsen om sædemanden – at hvis troen kvæles, kan der ske et frafald fra den levende Gud. To vers senere opfordres vi i stedet – indtil det sidste – at holde urokkeligt fast ved den tillid, vi havde i begyndelsen. Heb 3:14. Gud vil altid fastholde os, men vi kan slippe grebet ved ikke selv at holde urokkeligt fast. Det er nemlig umuligt at føre dem til ny omvendelse, som én gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave, dem som har fået Helligånden og smagt Guds gode Ord og den kommende verdens kræfter, og som så falder fra; for de korsfæster selv Guds søn igen og gør ham til spot. Heb 6:4,5,6. Når der tales om folk, som er blevet oplyst, som har smagt den himmelske gave, og som har fået Helligånden, kan der kun være tale om kristne – som er i risiko for at falde fra!

Frelsen – en kappestrid
     Paulus sammenligner det, at nå frem til det evige liv, med en sportskamp, som skal udkæmpes for at nå et mål. Han siger til Timotheus: “Strid troens gode strid, grib det evige liv, som du blev kaldet til…” 1Ti 6:12. Selv om Gud har kaldet os til det evige liv, er det op til os at gribe fat i det og kæmpe for, at vi må bevares i troen, som jo er en forudsætning for det evige liv.
     At troen netop er noget, som vi skal kæmpe for – noget, som kan mistes, ser vi i et andet bibelcitat, som også er skrevet til Timotheus. Paulus opfordrer ham nemlig igen til at “stride den gode strid, med tro og med god samvittighed. Den (samvittigheden) har nogle afvist, og derved har deres tro lidt skibbrud”. 1Ti 1:18,19. Samvittighedens stemme er jo den, som taler, når vi synder, men hvis den vedvarende trodses, kan troen gå tabt.
     I Paulus’ allersidste brev, som han skriver fra sin fængselscelle i Rom, ved han, at han snart skal dø, 2Ti 4:6, og siger om sig selv: ”Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen. Nu har jeg retfærdighedens sejrskrans i vente”. 2Ti 4:7,8. Her ved livets afslutning var Paulus blevet mere sikker på, at han nok skulle nå sejrende frem til målet, end han havde været ca. fire år tidligere, da han skrev: ”om jeg dog kunne nå frem til opstandelsen fra de døde. Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det, om jeg virkelig kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus Jesus. Brødre, jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus”. Php 3:11,12,13,14. Paulus havde endnu ikke nået opstandelsens mållinje, men han jagede efter målet og arbejdede hele tiden på at gribe alt det, som betød mest i den sammenhæng. I denne kamp var intet i verden større for Paulus end det at kende Kristus, at findes i ham og få del i opstandelseskraften, som det siges i versene lige inden. Php.3:8,9,10.
     Igen og igen ser vi, at for at bevare os selv på vejen/i kapløbet og få del i Guds løfter, er der betingelser, som skal opfyldes. Selv
 Paulus – den store apostel – var nok klar over, at det var muligt at blive forkastet. 1Co 9:27. 

Ulydighed hindrer frelse
     Vi vil aldrig kunne elske Jesus, som han har elsket os, men vi kan give et beskedent gensvar ved at holde hans bud. Hele fire gange siger Jesus nemlig – i et enkelt kapitel, at den der elsker ham, er den, som er lydig mod ham, og holder hans ord. Jhn 14:15,21,23,24. Han giver endda det fantastiske løfte, at hvis vi adlyder ham, vil han give sig til kende for os – ja, han og Faderen vil komme og tage bolig hos os. Jhn 14:21,23.
     Derfor var en vigtig del af Paulus’ arbejde, at føre alle slags mennesker til troslydighed. Rom 1:5. Faktisk var dette så vigtigt, at han på et tidspunkt siger: ”For jeg vil ikke driste mig til at tale om andet end det, som Kristus har gjort gennem mig for at føre folkeslagene til lydighed, i ord og gerning“, Rom 15:18. Den, som er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham Jhn 3:36. Jesus vil nemlig komme en dag med flammende ild og bringe straf over dem, der ikke kender Gud og ikke er lydige mod evangeliet om vor Herre Jesus. 2Th 1:7,8. Straffen rammer ikke kun dem, som er udenfor Kristus, men også de ulydige som er indenfor og har hørt evangeliet. Hvis ikke vi er lydige mod sandheden, kommer Guds vrede og harme over os, Rom 2:8, men hvis vi adlyder Jesu Kristi ord, skal vi aldrig i evighed se døden. Jhn 8:51

Der findes mange andre steder i skriften, som fremhæver alt det, vi er nødt til at gøre for at nå frem til målet, men lad os stoppe her, for nu har vi argumenter nok til at kunne konkludere:

Frelsen er en proces, som kræver vores aktive medvirken. Vi kan selv være skyld i, at forløbet afbrydes, og derfor er det meget vigtigt, at ledere påtager sig ansvaret for at advare mod de farer, som kan hindre, at vi når frem til målet.

    • ¹) På denne webside, som jeg her henviser til, kan du scrolle lidt ned og se talrige eksempler på, hvordan de tidlige kirkefædre modsagde konceptet “en gang frelst – altid frelst”. Se her.